Den amerikanske skuespiller og Disney-stjerne Cameron Boyce døde lørdag aften af et slagtilfælde, som han fik, mens hans sov. Familien skriver, at Cameron var i behandling på grund af et længerevarende sygdomsforløb, og det var det, der var årsagen til slagtilfældet:

”Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at vi har mistet Cameron denne morgen. Han døde, mens han sov på grund af et anfald. Anfaldet skete som følge af et længerevarende sygdomsforløb, Cameron var i behandling for.”

Familien er naturligvis knust over deres tab, og de beder folk om at respektere deres privatliv i den svære tid:

”Vi er dybt knuste, og vi beder om privatlivets fred i denne forfærdeligt svære periode, da vi skal have plads til sørge over vores søn og bror. Verden er uden tvivl blevet en lys stjerne fattigere, men hans sjæl vil leve videre gennem den venlighed og barmhjertighed, vi alle kendte og elskede ham for”, skriver familien.

Cameron var især kendt for sin rolle som Luke Ross i Disney-serien ”Jessie”, og sin rolle som Carlos i Disneys ”Descendants”. En talsperson fra Disney har også udtalt sig i forbindelse med Camerons død:

”Fra en ung alder drømte Cameron Boyce om at dele sine ekstraordinære artistiske talenter med verden. Som en ung mand var han drevet af sin stærke lyst til at gøre en forskel i andre menneskers liv gennem hans humanitære arbejde. Han var en yderst talentfuld performer, en omsorgsfuld og betænksom person, og over alt andet, så var han en kærlig og dedikeret søn, bror, barnebarn og ven. Vi sender vores dybeste kondolencer til hans familie, hans medskuespillere og kollegaer, og vi tilslutter os hans mange millioner af fans, der sørger over hans alt for tidlige død. Han vil blive meget savnet.”

Vi sender mange kærlige tanker til Camerons familie og pårørende i den svære tid.